Nordkorea klargør missiler

Nordkorea har ifølge rapporter gjort klar til at affyre missiler fra landets østkyst.

Flere havde forventet, at der ville blive affyret missiler fra halvøen Pyongyang 15. april, da Nordkoreas afdøde leder Kim Il-Sung blev født på denne dato. Men det skete ikke.

I sidste uge gjorde det nordkoreanske militær klar til affyring af såkaldte scud-missiler fra den nordøstlige provins South Hamgyong. Det skriver nyhedsbureauet Yonhap, der citerer en højtstående embedsmand fra Seoul:

- Vi har fundet frem til, at der er blevet flyttet yderligere to TELs (ramper, red.) til østkysten efter den 16. april.

En talsmand fra forsvarsministeriet i Seoul kunne dog ikke umiddelbart bekræfte dette.

Tidligere er det blevet rapporteret, at syv ramper blev flyttet til Nordkoreas kyster, hvilket meget vel kunne tyde på flere affyringer midt i den allerede anspændte situation.

I flere uger har Nordkorea truet med missilaffyringer og atomkrig fremprovokeret af nye FN-sanktioner efter landets tredje atomprøvesprængning tilbage i februar.

Og selvom der intet skete den 15. april, fastslår en talsmand fra forsvarsministeriet i Seoul torsdag, at risikoen for en test, der involverer missiler med både kort og lang rækkevidde, stadig er til stede.

En ny dato for missilaffyringen kunne meget vel være 25. april, da det var på denne dato, det Nordkoreanske militær blev grundlagt.

Musudan-missilet - som man regner med bliver brugt i kommende affyringer - har en estimeret rækkevidde på 2500 til 4000 kilometer, hvilet er nok til at nå Sydkorea, Japan og potentielt også amerikanske militærbaser på øen Guam.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip