Nordkorea vil afgøre amerikaners skæbne i næste uge

Skrevet af admin

07/09/2014

Dagens topnyheder

En amerikaner, der er tilbageholdt i det sagnomspundne Nordkorea, vil blive stillet for retten i næste uge.

Det oplyser det statslige nyhedsbureau KCNA i en kort meddelelse, der ikke indeholder yderligere informationer om, hvilke anklager amerikaneren Matthew Miller står over for.

Matthew Miller, der er fra Bakersfield i delstaten Californien, skal møde op i retten 14. september. Den 26-årige amerikaner blev anholdt i april, da han angiveligt flåede sit visum i stykker efter sin ankomst til den kommunistiske stat.

Han er en af tre amerikanere, der sidder fængslet i Nordkorea. Nyheden om Matthew Millers retssag nævner ikke noget om, hvad der skal ske med James Fowle, der også har amerikansk pas. Fowle blev anholdt i maj, efter at han havde efterladt en bibel på et toilet.

De to har tidligere opfordret den amerikanske regering til at tage affære og få dem løsladt. USA har officielt bedt nordkoreanerne slippe landets statsborgere fri.

USA har intet diplomatisk kontor i Nordkorea, men har kontakt med myndighederne gennem den svenske ambassade.

Den tredje amerikaner tilbageholdt i landet er missionæren Kenneth Bae. Han blev arresteret i 2012 og afsoner i øjeblikket en straf, hvor han udsættes for "hårdt arbejde" i 15 år for at have begået forbrydelser mod staten.

Tidligere på måneden fik internationale medier et sjældent indblik i fangernes forhold, da de fik lov at interviewe både Miller, Fowle og Bae. De bad alle kraftigt om hjælp med at få løst deres situation.

/ritzau/Reuters