Nordkorea vil i dialog med USA

»Vi foreslår samtaler på højt niveau mellem Nordkorea og USA for at sikre fred og stabilitet på den koreanske halvø,« skriver landets magtfulde nationale forsvarskomite i en erklæring offentliggjort ifølge det nationale nyhedsbureau KCNA.

Nordkorea er villig til at indgå i »seriøse forhandlinger på en lang række områder herunder det amerikanske ønske om en verden uden atomvåben,« hedder det i erklæringen, der opfordrer USA til at finde tid og sted for samtalerne.

»USA bør ikke stille betingelser for samtalerne på forhånd, hvis landet virkelig er interesseret i at sikre fred og stabilitet i regionen herunder det amerikanske fastland,« står der videre.

Den kommunistiske stat siger, at man er forpligtet til atomafrustning, men forsvarer sine atomvåbenlagre som »selvforsvarsforanstaltninger« mod det, nordkoreanerne kalder militære og atomare trusler fra USA.

»Vores status som atommagt vil blive opretholdt, indtil de nukleare trusler udefra er ophørt,« skriver nordkoreanerne og opfordrer USA til at stoppe trusler og samtlige sanktioner mod landet.

Forholdet mellem de to lande har været særdeles anspændt, siden nordkoreanernes tredje atomprøvesprængning i februar, der udløste nye FN-sanktioner, og efterfølgende medførte vrede trusler fra Pyongyang om atomangreb på Seoul og Washington.

Et møde mellem Nord- og Sydkorea, der var planlagt til 12. og 13. juni for at drøfte forholdet mellem de to lande - blev aflyst tirsdag på grund af uenighed.

BNB/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV