Nordkorea viser billeder af fjernet onkel

Skrevet af admin

09/12/2013

Dagens topnyheder

Nordkorea bekræftede mandag, at den magtfulde onkel til landets unge leder, Kim Jong-Un, er blevet udrenset, da det statslige tv viste ydmygende optagelser af Jang Song-Thaek, hvor han bliver ført væk af uniformerede officerer.

På de optagelser som det statslige tv bragte mandag, ses Jang blive hevet væk fra sin plads ved et møde af to officerer. Det er ekstremt sjældent, at en højtstående person er set blive ydmyget i medierne.

Det stor ikke klart præcist, hvornår anholdelsen fandt sted.

Det officielle nyhedsbureau KCNA beskylder manden, der blev opfattet som den styrende hånd bag tronen, for at være en misbruger af narkotika, en skørtejæger og en politisk komplotmager, der ville danne sin egen fraktion i det regerende parti.

Sydkoreanske analytikere forudsiger, at udrensningen vil blive fulgt af mange andre, så Kim bliver den uomtvistelige magthaver.

- Jong-Un har bygget en solid magtbase i de seneste to år, og han har ikke længere brug for en regent, som virkede stadig mere magtfuld og truende, siger den politiske analytiker Paik Hak-Soon i tænketanken Sejong i Seoul.

Sydkoreanske medier rapporterede allerede for en uge siden, at Jang var fjernet fra sin post som næstformand for landets øverste militære råd.

Jangs kone, Kim Kyong-Hui, er også fjernet. Hun er søster til den afdøde leder Kim Jong Il, far til den nuværende leder.

Den 67-årige Jang Song-thaek regnes for at være den, der sikrede, at magten overgik til den unge og relativt uerfarne arving i Kim-dynastiet.

Han betragtes også som en forkæmper for økonomiske reformer. Tilbage i 2004, da Kims far styrede landet, blev Jang frataget sine poster, men genvandt dem to år senere.

/ritzau/AFP