Nordkoreanerne tager ikke telefonen

Sådan kunne det have lydt i røret, da de sydkoreanske myndigheder onsdag forsøgte at komme i kontakt med nordkoreanerne i den anden ende af den direkte telefonlinje, som Røde Kors har genetableret mellem de to regeringshovedkvarterer, efter at nordkoreanerne afbrød forbindelsen under den seneste krise mellem de to lande.

Linjen blev genetableret i fredags som led i det, der for få dage siden så ud som et begyndende tøbrud, efter at Nordkorea tilbød forhandlinger om en række »bløde punkter« i de to landes stivfrosne relationer, herunder genåbning af det fælles industrianlæg Kaesong, der ligger en halv snes kilometer inde på nordkoreansk territorium.

I weekenden mødtes to embedsmandsdelegationer i en dertil indrettet bygning i grænselandsbyen Panmunjom for at lægge planer for fortsatte drøftelser på højere politisk niveau. Disse drøftelser var fastsat til onsdag og til at finde sted i Sydkoreas hovedstad, Seoul.

Tirsdag meddelte Nordkorea imidlertid helt overraskende, at mødet ikke bliver til noget. Ifølge internationale nyhedsbureauer skyldes aflysningen nordkoreansk utilfredshed med sammensætningen af delegationer.

Ifølge AFP har Sydkoreas premierminister, Jung Hong-won, modsat sig, at nordkoreanerne blev præsenteret med en minister.

Aflysningen fik onsdag myndighederne i syd til to gange med timers mellemrum at gribe telefonen i en bestræbelse på at få løst det protokolmæssige problem, men ifølge Reuters blev opkaldet ikke besvaret, og nordkoreanerne har ikke forklaret, hvorfor de ikke tog telefonen.

De afbrudte forhandlinger har skabt frustration hos sammenslutningen af de 123 sydkoreanske firmaer, der får produceret varer i Kaesong af godt 43.000 nordkoreanske arbejdere.

Nordkoreanerne lukkede industrikomplekset i april, og den fortsatte lukning har kostet de sydkoreanske firmaer mange penge.

Ifølge AFP har industrisammenslutningen appelleret til både Nord- og Sydkorea om at finde tilbage til forhandlingsbordet.

»Vi er dybt skuffede over, at forhandlingerne ikke gennemføres,« siger en talsmand for sammenslutningen og henstiller til, at teknikere får lov til at krydse grænsen til Nordkorea for at udføre reparationer i fabrikkerne«.

Nordkorea har ikke tilladt nogen sydkoreanere at rejse ind til Kaesong siden lukningen.

Dagens Gossip

Dagens TV