Nordkoreansk kvinde tvunget til at drukne sit barn

Ifølge de foreløbige konklusioner ser det ikke godt ud. Således er en kvinde blevet truet til at drukne sit spædbarn i en spand, mens en mand er blevet sat til at brænde ligene af fanger, der var døde af sult i fængslet. Yderligere har en tredje person spist gnavere, firben og græs for at overleve.

Disse forfærdelige oplevelser fremgår af kommissionens nyeste udkast til en rapport, der skal gives til FNs Menneskerettighedsråd.

»Det, vi indtil videre har set og hørt ud fra detaljerede og chokerende vidneforklaringer, vil uden tvivl kræve en opfølgning fra verdenssamfundet og en ansvarlighed fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea,« siger formanden for undersøgelseskommissionen, Michael Kirby, til FNs Menneskerettighedsråd.

De nordkoreanske beretninger er en del af en foreløbig rapport, der skal opdatere menneskerettighedsrådet om kommissionens arbejde forud for den endelige rapport, som ventes fremlagt til FNs generalforsamling i marts næste år.

Regimet i Pyongyang har fra start nægtet at samarbejde om undersøgelsen og afviser allerede nu dens konklusioner, som regimet mener er ugyldige og et vestligt plot mod landet.

FN-kommissionens foreløbige resultater er baseret på vidneudsagn fra forskellige kilder, der blandt andet tæller nordkoreanske afhoppere, tidligere embedsmænd, overlevende fra politiske fangelejre og japanske og sydkoreanske familier, som har været bortført af nordkoreanske agenter.

De offentlige afhøringer fandt sted i Seoul og Tokyo i august. Michael Kirby har tidligere understreget, at disse vidneudsagn ikke er enestående, men derimod et udtryk for udbredte, grove krænkelser af menneskerettighederne i Nordkorea. Samtidig siger han, at de afhørte er »almindelige mennesker, der har været udsat for tortur og fængsling for alene at se udenlandske sæbeoperaer eller have en religiøs overbevisning«.

Menneskerettighedsgrupper har ifølge CNN anslået, at op mod 200.000 mennesker bliver holdt fanget i et netværk af fangelejre i Nordkorea, som er en del af et system, der skal knuse politisk modstand.

Dagens Gossip