Nordkoreas diktator: Se mit fantastiske skiresort

Skrevet af admin

15/12/2013

Dagens topnyheder

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, har søndag besøgt et skisportsted, der er ved at blive bygget i den nordøstlige del af det lukkede land, rapporterer statsmedier.

Besøget på feriestedet, der bliver kaldt et af diktatorens yndlingsprojekter, sker få dage efter, at hans magtfulde onkel blev henrettet.

Skisportstedet Masik Pass Ski Resort med 110 kilometer skipister af flere sværhedsgrader, et hotel, en heliport og svævebaner er blevet markedsført kraftigt, siden Kim Jong-un besøgte det i juni og opfordrede til, at det blev gjort færdigt inden årets afslutning.

Resortet trak også overskrifter i august, da Schweiz blokerede for et salg af skilifte til en værdi af godt 40 millioner kroner og karakteriserede skisportstedet som et "propaganda-projekt" for regimet.

På søndagens udflugt lovpriste den unge leder soldater og arbejdere for at hjælpe til med at fremskynde projektets afslutningen i en "bidende kold december", rapporterer det statsstyrede nyhedsbureau KCNA.

Det skriver også, at ski-resortet snart er klar til brug.

- Han (Kim Jong-un, red.) sagde, at skipisterne på Masik Pass Ski Resort er i verdensklasse i antal og total længe, lyder det.

Projektet er nu "i centrum for verdens opmærksomhed", og "alle vil blive forbløffet" over, hvor fantastisk det er, siger den unge leder ifølge nyhedsbureauet.

Kim Jong-un mener, at resortet bør være oplyst om aftenen, så gæster også kan stå på ski eller skøjte efter mørkets frembrud. Mange steder i det fattige land er der samtidig konstant mangel på strøm.

Torsdag blev Kim Jong-uns onkel og politiske mentor Jang Song-thaek henrettet efter beskyldninger om korruption og planer om at overtage magten i landet.

Fjernelsen af onklen betragtes som den største politiske omvæltning i Nordkorea, siden Kim Jong-un overtog ledelsen af det lukkede kommunistiske land efter faderen Kim Jong-ils død i 2011.

/ritzau/AFP