Nordkoreas hær: Vi har tilladelse til atomangreb på USA

»Vores revolutionære væbnede styrkers nådesløse operation er blevet endeligt undersøgt og bemyndiget,« står der i pressemeddelelsen fra generalstaben i hæren, som også meddeler, at nordkoreanerne formelt har orienteret regeringen i Washington om nyheden.

Truslerne fra Nordkorea har stået i kø i den senere tid, og det fik onsdag det amerikanske forsvarsministerium Pentagon til at oplyse, at amerikanerne vil sende et ballistisk missilforsvarssystem til øen Guam i Stillehavet, efter at Nordkorea har betegnet den amerikanske militærbase på øen som et muligt mål.

USAs forsvarsminister, Chuck Hagel, understreger samtidig, at amerikanerne ser med stor alvor på de nordkoreanske trusler.

»Nogle af de foranstaltninger, de har truffet de sidste par uger, udgør en reel og klar trussel,« siger Hagel, og Pentagon gør det samtidig klart, at amerikanerne ikke blot vil se til, mens styret i Pyongyang truer med at angribe .

»USA er konstant på vagt over for de nordkoreanske provokationer og er klar til at forsvare amerikansk territorium, vores allierede og vores nationale interesser,« siger en unavngiven talskvinde fra forsvarsministeriet.

Nordkorea har i den seneste tid skruet gevaldigt op for krigsretorikken over for både USA og naboen i syd. Det kommunistiske styre i det lukkede land er særdeles utilfreds med en fælles amerikansk og sydkoreansk militærøvelse, og det fik den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, til at beordre landets atomraketter til at stå standby til at kunne angribe Sydkorea samt amerikanske militærbaser på Guam og Hawaii.

Dagens Gossip