Nordkoreas leder hylder "historisk" atomprøvesprængning

Skrevet af admin

06/05/2016

Dagens topnyheder

Den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, roser på sit partis kongres Nordkoreas atomprøvesprængning i januar.

Fredag er Nordkoreas kommunistparti samlet til kongres for første gang i 36 år.

- Dette år, hvor partiets kongres afholdes, har vores militær med succes gennemført den første prøvesprængning af en brintbombe. Det er en historisk milepæl i vort folks 5000 år lange historie, siger Kim Jong-un i en tale på statsligt tv ifølge nyhedsbureauet AFP.

Udenlandske iagttagere forventer, at dagsordenen på kongressen blandt andet omfatter en formel godkendelse af Kim Jong-uns "byongjin"-politik, der fokuserer på økonomisk vækst og oprettelsen af et arsenal af atomvåben.

Byongjin-politikken er lagt i kølvandet på Kim Jong-uns far, Kim Jong-ils, politik om, at militæret skal komme i første række.

Flere end 100 udenlandske journalister er ifølge BBC inviteret med til begivenheden, men er blevet udelukket fra selve kongrescentret i hovedstaden, Pyongyang.

Kongressen, der har samlet tusindvis af delegerede, ventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at køre i flere dage.

Arbejderpartiets seneste kongres blev holdt i 1980, da Nordkorea blev ledet af Kim Il-sung - landets første leder. Det var før fødslen af den nuværende leder, da Kim Jong-un menes at være 33 år gammel.

I januar udførte Nordkorea sin fjerde atomprøvesprængning siden 2006 og har siden affyret ballistiske missiler i strid med FN-sanktioner og internationale advarsler.

Sydkorea er i øjeblikket i alarmberedskab i forventning om, at Nordkorea kunne finde på at foretage en femte atomprøvesprængning i forbindelse med kongressen.

De to lande er teknisk set stadig i krig, efter at deres konflikt fra 1950 til 1953 endte med en våbenhvile i stedet for en reel aftale.

/ritzau/