Nordkoreas våbenskib har tidligere sejlet narko

Skibet, der var på vej mod Nordkorea fra Cuba med en last sukker, blev mandag tilbageholdt af myndighederne i Panama på grund af mistanke om, at der var narko ombord.

Men i stedet for narkotika fandt toldere en hemmelig last af missiler, missiltilbehør og flydele gemt under tonsvis af sukkersække. Toldernes første mistanke var dog ikke helt ubegrundet. Ifølge AFP blev »Chong Chon Gang« i 2011 tilbageholdt i Ukraine for at have haft narko og illegale varer om bord.

De mange våbendele figurerede ikke på skibets fragtpapirer og omfattede missildele og reservedele, 15 flymotorer og andre dele til formentlig sovjetiske MIG-21-kampfly, der blev produceret frem til 1985.

Cubanerne har erkendt, at våbnene og våbendelene er deres, men henholder sig til, at der er tale om »forældede« missiler og missildele, som var på vej til Nordkorea for at blive repareret.

Som et ekko lød det torsdag fra Nordkorea, at »lasten ikke er andet end gamle våben, som ifølge en lovlig kontrakt skal tilbage til Cuba efter »en overhaling«.

Samtidig krævede nordkoreanerne, at besætning og skib frigives »uden tøven«.

BBC oplyste tidligere torsdag, at anklageren, Javier Carabello, vil have rejst tiltale mod besætningen for illegal våbentransport og for at have bragt offentlighedens sikkerhed i fare.

Panama har bedt FN om at undersøge, om transporten er et brud på sanktionerne mod nordkoreanerne, som blandt andet omfatter forbud mod im- og eksport af alt, der er større end håndvåben.

Panamas sikkerhedsminister, Jose Raul Mulino, siger ifølge AFP, at »lasten er ulovlig - uanset at det drejer sig om gamle våben. Alt, hvad der ikke fremgår af papirerne, er ulovligt,« lyder det fra ministeren.

USA ventes meget hurtigt at rejse sagen over for styret på Cuba, siger en talsmand for udenrigsministeriet.

Den britiske FN-ambassadør Mark Lyall vurderer på baggrund af de foreliggende oplysninger, at våbentransporten er en overtrædelse af FN-sanktionerne.

Opbringningen af fragtskibet og afsløringen af våbenlasten har samtidig kastet lys over, hvordan Nordkorea forsøger at bruge sin våbenindustri til at få hårdt efterspurgte fødevarer ind i landet.

Dagens Gossip

Dagens TV