Nordmand beskriver desperation og chok i Bruxelles

Skrevet af admin

22/03/2016

Mest læste i dag

Norske Lillann Weggersen var vidne til evakueringen efter tirsdagens angreb mod metrostationen Maelbeek i Bruxelles.

Hun fortæller til det norske nyhedsbureau NTB, hvordan mennesker væltede ud af stationen.

- Det, der har sat sig mest fast, er en ældre dame, som blev kørt ud i en rullestol. Hun var tydeligvis i live, men i chok.

- Jeg så flere andre med småskader som rifter i ansigtet og afrevet tøj. De ser ud som om, at de har været i krig, siger Lillann Weggersen, der arbejder i byen, til NTB.

Ud over de sårede strømmede det ifølge den norske kvinde ud med mennesker fra metrostationen.

- De var helt desperate i blikket. Folk skynder sig på en helt speciel måde, når de frygter for deres liv, siger hun.

Hun fortæller yderligere, at der ankom militærkøretøjer til stationen ved 11-tiden. Angrebet fandt sted lidt over klokken 09, kort tid efter, at et angreb fandt sted på lufthavnen Zaventem.

Den belgiske sundhedsminister Maggie de Block har ifølge nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at mindst 11 personer omkom og 81 blev såret ved lufthavnsangrebet.

Den belgiske metrooperatør STIB-MIVB har ifølge The Guardian bekræftet, at 15 personer omkom og 55 blev såret ved angrebet på metrostationen.

Dermed er der i alt tale om 26 bekræftede dødsfald og 136 sårede. Ifølge tv-stationen VRT er det samlede antal dræbte dog oppe på 34.

/ritzau/