Nordmand skudt og dræbt af serbiske specialstyrker

Skrevet af admin

26/01/2014

Mest læste i dag

En norsk statsborger blev lørdag morgen dræbt af serbiske specialstyrker, efter at han forinden havde angrebet en politibetjent.

Udenrigsministeriet i Oslo er informeret om hændelsen, men mangler endnu at få en officiel bekræftelse af den dræbtes identitet.

Ifølge politiet i Serbien døde manden i en skudveksling med specialstyrker. Nordmanden skal have stjålet en serbisk politibetjents våben efter at have slået ham ned med en stump genstand.

Derefter løsnede han skud mod en af politiets mandskabsvogne. En betjent blev såret af skud.

Politiet jagtede derefter nordmanden, der menes at være født i 1975, til hans hus i byen Presovo. Her omkom han i en skududveksling.

Nordmanden boede i huset sammen med sin makedonske hustru ifølge lokale medier.

Motivet for den afdødes angreb på politiet kendes ikke, men serbiske aviser skriver, at den etniske nordmand var tilknyttet en islamistisk bevægelse.

Det bliver dog afvist af den 38-årige mands familie, der er blevet orienteret af de norske myndigheder om, at han muligvis er dræbt.

- Jeg kan garantere, at det ikke passer, siger et familiemedlem til den norske avis VG.

Vedkommende betegner dødsfaldet som et stort tab og siger, at familien i Norge ugentlig var i kontakt med manden via telefon og sociale medier.

Presevo-området er præget af politiske spændinger, og der er ringe tillid mellem politiet og befolkningen, fortæller en person med indsigt i forholdene i regionen til VG.

Presevo ligger i det sydlige Serbien lige ved grænsen til både Kosovo og Makedonien.

Området var omkring årtusindskiftet skueplads for en væbnet konflikt, efter at en lokal albansk guerilla satte sig op mod Milosevic-regimet i Serbien.

Efterfølgende har specialstyrker fra politiet og militære styrker været udstationeret i området. Grænseovergangene er stærkt bemandet og overvåget for at forhindre indsmugling af våben.

/ritzau/NTB