Nordmand snupper sin første etapesejr i Touren

Nordmanden Alexander Kristoff var stærkest på 12. etape af Tour de France.

Team Katusha-rytteren sejrede i spurten foran slovakken Peter Sagan (Cannondale), mens Arnaud Demare (FDJ) blev nummer tre.

Mens Alexander Kristoff vandt sin første etapesejr i Tour de France nogensinde, så var andenpladsen den fjerde af slagsen for Peter Sagan i årets Tour, hvilket utvivlsomt irriterer indehaveren af løbets grønne pointtrøje.

Italieneren Vincenzo Nibali fører fortsat i den samlede stilling.

Astana-rytteren er 2,23 minutter foran australieren Richie Porte.

Etapen, der blev kørt over 185,5 kilometer fra Bourg-en-Bresse til Saint-Etienne kom til at ligne mange af de foregående i årets Tour.

Et udbrud kom tidligt af sted, denne gang med fem ryttere. De oparbejdede støt og roligt et forspring på adskillige minutter, indtil hovedfeltet begyndte at barbere forspringet ned.

Undervejs var der dog dramatik i udbruddet, for hollænderen Sebastian Langeveld (Garmin-Sharp) og spanieren David de la Cruz (Netapp) kolliderede og røg i asfalten.

Sidstnævnte kom så alvorligt til skade, at han ikke kunne fortsætte.

Udbruddet blev senere splittet op, og de sidste udbrydere blev indhentet fem kilometer før mål.

Et styrt på de sidste kilometer forhindrede blandt andre Lotto-Belisol-sprinteren Andre Greipel i at deltage i kampen om sejren.

Tyskeren var efterfølgende arrig på franskmanden Sylvain Chavanel (IAM), der også røg ned.

- Din fejl, lød det umisforståeligt fra Andre Greipel, da de to efter styrtet kørte videre mod målstregen, langt efter de forreste.

Til sidst endte det med en massespurt, hvor Alexander Kristoff altså var hurtigst.

Fredag venter den hidtil alvorligste udfordring i årets Tour de France.

Rytterne kører ind i Alperne, og 13. etape bliver afsluttet med opstigningen til Chamrousse, der er uden for kategori.

/ritzau/

Dagens Gossip