Nordnet: Private investorer snupper gevinsten i Mærsk

- A.P. Møller-Mærsk er en af de private investorers langsigtede investeringsfavoritter. At der i december måned har været tale om et vist nettosalg af netop den aktie, skyldes givetvis kombinationen af stigende aktiekurser og en skattemæssig optimering, hvor gevinster for skatteåret nettes ud med nogle af de tab som kan være kommet i 2012, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet.

Kursfald i Lundbeck
Efter at Lundbeck før jul måtte erkende, at de tidligere mål for omsætning og driftsresultat i 2013/2014 ikke længere var realistiske som følge af investeringer i blandt andet produktlanceringer, er aktien faldet markant. De private investorer er efterfølgende gået på investeringsindkøb.

- De private investorer ser den langsigtede værdi i tillæg til det markante kursfald i Lundbeck som en mulighed, siger Per Hansen og fortsætter:

- Efter nogle magre afkastår er tiden med investeringsskuffelser forhåbentlig ved at være et overstået kapitel for Lundbeck-investorerne, siger Per Hansen.  

3 dårlige år i Vestas

- Efter at Vestas 3 år i træk har været blandt de afkastmæssige bundskrabere i OMXC20, fristes man til at tro, at det nu ikke kan blive meget værre. 2012 var udfordrende for Vestas. 2013 bliver det ligeså. Men måske er det allerede indeholdt i aktiekursen. Det er formentlig nogle af de overvejelser, som de private investorer gør sig, slutter Per Hansen.

Nordnet oplyser at de private investorer, totalt set, har holdt fast i deres danske aktier, i december.

Dagens Gossip