Nordsjællands håndboldherrer må en tur ned i landets næstbedste række. Det står klart onsdag aften, efter at de sidste kampe er afviklet i kvalifikationsspillet.
Inden den sidste spillerunde skulle Nordsjælland både vinde sin udekamp mod Skanderborg samt håbe på, at Lemvig tabte point til Odder, men den cocktail var ikke i nærheden af at blive en realitet.
Nordsjælland formåede ikke selv at klare sin del af opgaven, da Skanderborg viste sig for stærk på hjemmebane.
Allerede ved pausen førte Skanderborg 16-14, og Nordsjælland havde intet modtræk efter pausen. Det sluttede med en hjemmesejr på 30-25.
Det viste sig dog, at Nordsjælland ikke kunne have brugt sejren til noget alligevel. Der var nemlig ingen hjælp at hente fra Odder. På udebane vandt Lemvig 29-24 efter en pauseføring på 15-14.
I forvejen stod det klart, at Skive rykker ud af den bedste håndboldrække efter kvalifikationsspillet.
/ritzau/