Nordsjællander mistænkt for pinkode-fusk

En mand, der har boet på en båd i en nordsjællandsk havn, mistænkes for i en række tilfælde at have bedraget tilfældige borgere.

Politiet mistænker den 48-årige mand for at have sikret sig kreditkort og tilhørende pinkoder i andre menneskers navn.

- Vi mener, at han har bestilt kreditkort og derefter på en eller anden måde sat sig i besiddelse af både kort og pinkoder, siger vagtchef Søren Bjørnestad i Nordsjællands Politi.

- Vi ved ikke, i hvilket omfang han har brugt kreditkortene til indkøb, tilføjer vagtchefen.

Efterforskerne skal nu forsøge at afdække forholdene.

Det var et rent tilfælde, at en politipatrulje fredag formiddag fik fat i manden på Rungsted Havn.

I en Mercedes, som tilhører den 48-årige, lå der flere kreditkort, og det vakte politiets mistanke.

I bilen lå i øvrigt også et tilsyneladende falsk kørekort.

- Vi har endnu ikke tal på antallet af kreditkort, som han skal have bestilt i andres navn, siger vagtchefen.

Mistanken mod den 48-årige er i første omgang formuleret som bedragerilignende forhold, men politiet kan lørdag eftermiddag ikke oplyse, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

I et retsmøde i Retten i Hillerød har en dommer nu varetægtsfængslet manden i 12 dage.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV