Nordstrand saksesparker et point hjem til AGF i Parken

Skrevet af admin

23/08/2015

Dagens topnyheder

Efter to kampe uden sejr sukkede både FC København og AGF for at komme tilbage på vinderkurs i Alka Superligaen.

Det projekt lykkedes ikke for nogen af holdene. FCK smed en 2-1-føring i de sidste minutter, da AGF-angriberen Morten Nordstrand lavede et fremragende mål på saksespark i slutfasen i Telia Parken.

FCK og AGF har efter 2-2-resultatet begge ni point, men FCK har spillet en kamp færre.

Inden kampen blev afdøde Harald Nielsen, der var med til at stifte FCK i 1992 og var bestyrelsesformand i klubben fra 1992-1997, hyldet af de 18.837 tilskuere.

- Uden dig intet os - æret være dit minde, stod der skrevet på en FCK-tifo om Guld-Harald på den ene endetribune, der var dækket med håndholdte sorte skilte og glødende lys.

Sorgstemningen blev afløst af jubel, da Ludwig Augustinussen bragte FCK foran 1-0 midt i første halvleg på et direkte frispark, som var skruet præcist ind over AGF-muren og placeret helt ude ved stolpen.

FCK styrede spillet i det meste af første halvleg, men kom ikke frem til de store chancer. Dertil var spillet for stillestående og fantasiløst.

Ud over et forkølet langskud fra Kasper Kusk og et blokeret skud fra Nicolai Jørgensen blev det ikke specielt farligt.

AGF stod godt og solidt i defensiven og forsøgte at slå til på hurtige omstillinger og kontrastød.

Ti minutter før pausen fik AGF-angriberen Mate Vatsadze en friløber, da FCK's offside-fælde kiksede. Georgieren var helt fri, men lobbet over FCK-keeper Stephan Andersen var hovedrystende upræcist.

Kort efter gik AGF-backen Alexander Juel Andersen med frem, og han blev spillet elegant fri af Kim Aabech. Denne gang var der anderledes kølighed og skarphed, da Andersen satte bolden fladt ind bag Stephan Andersen.

I anden halvleg kom FCK flyvende ud af starthullerne. Efter fæle afbrændere af FCK-angriberne Federico Santander og Nicolai Jørgensen omsatte Delaney dominansen til endnu et mål.

Efter 54 minutter stod han heldigt placeret og helt fri, da Kasper Kusk fik snittet et indlæg videre. Og FCK-anføreren bankede bolden sikkert i kassen til 2-1.

AGF havde også flere store tilbud, men Danny Olsen og især Kim Aabech manglede skarpheden.

Den skarphed må man så sandelig sige, at Nordstrand havde. Den tidligere FCK-angriber viste flot luftakrobatik og elegance, da han saksesparkede 2-2-målet ind i det 89. minut.

Og det betød i sidste ende et point på AGF-kontoen, oprykkerne ligger nummer fire med ni point efter seks kampe.

/ritzau/