Nordstrand stolt over Zuma-sammenligning

Da han kom hjem fra kampen, opdagede han straks, hvorfor hans scoring skabte så stort postyr.

- Folk var helt oppe at ringe, og

jeg kunne godt fornemme, at der var sket et eller andet ekstraordinært. Men jeg

må også sige, at jeg er lidt mere oppe at køre over det, efter jeg selv har set

det. Det kan jeg godt være lidt stolt af, siger Morten Nordstrand.

Målet rangerer derfor højt på angriberens personlige hitliste.

- Jeg vil i hvert fald sige, at den sniger sig ind i top 5! Nej, det er klart det bedste mål, jeg nogensinde har scoret. Det er også det første på saksespark i min seniorkarriere, og måden, det skete på, var ikke bare et normalt mål. Det var lidt vanvittigt at få den i medløb og med timingen i det, fortæller Morten Nordstrand.

Tidspunktet for scoringen kunne dårligt have været bedre. FC Nordsjælland var bagud med 1-2 på Farum Park med 10 minutter tilbage af kampen, og det så ud til, at københavnerne for første gang i denne sæson skulle holde stand og hente fuld gevinst.

Det var lige indtil, Morten Nordstrand løb i ryggen på Ragnar Sigurdsson, vendte sig om i fuldt løb og saksesparkede Mario Ticinovic' aflevering i mål.

- Det var bare et instinkt, der kom op i mig, og så klappede det hele bare til perfektion. Det var lækkert. Tidspunktet var jo godt. Det er ikke bare et mål til 4-0 eller 5-0. Det var trods alt en vigtig kamp for os og vigtigt, at vi fik noget ud af det.

Siden Nordstrands mål er debatten om Superligaens bedste mål nogensinde blusset op. Sibusiso Zumas saksespark i FCKs mesterskabskamp mod Brøndby i 2001 har hidtil stået som det mest ikoniske mål i Danmark, og Morten Nordstrand er blot stolt over at blive sammenlignet med den sydafrikanske FCK-helt.

- Hans mål er exceptionelt. Det er sådan noget, man næsten aldrig ser i Superligaen, og jeg er da bare glad for at have lavet et, der minder om det og er på højde med det. Nu har jeg lavet mange mål i Superligaen, men jeg har aldrig lavet et, der er blevet snakket så meget om som det her, så det siger også noget om, hvor vildt det egentlig er. Det er jeg rigtig stolt og glad over, siger Morten Nordstrand.

 

Dagens Gossip