Norge er på jagt efter nye olieeventyr i Barentshavet

Skrevet af admin

18/05/2016

Mest læste i dag

For første gang i over 20 år er der åbnet for, at der i Norge igen kan søges efter olie i nye områder i Barentshavet.

Tre af ti nye udvindingstilladelser gælder det nyåbnede område i Barentshavet ud for Øst-Finnmark, skriver nyhedsbureauet NTB med henvisning til erklæringer fra landets olie- og energiminister, Tord Lien.

I den 23. koncessionsrunde tilbyder Olie- og energidepartementet 13 selskaber andele i tilsammen 40 blokke fordelt på ti nye udvindingstilladelser, hedder det.

- I dag begynder et nyt kapitel i norsk olieindustri. For første gang i over 20 år skal vi udforske helt nye søgeområder. Det vil være med til at skabe grundlaget for indbringende arbejdspladser og bidrage til vækst og værdiskabelse i Norge. Nu er det Nord-Norges tur til at skrive de næste kapitler i det norske olieeventyr, siger Tord Lien.

Fem af de 13 selskaber, som får tilbud om andele, får også ret til at operere. Det gælder Statoil, Capricorn Norge AS, Centrica Resources (Norge) AS, Det norske olieselskab ASA og Lundin Norway AS.

Udvinding af olie og gas i Norge nord for det norske fastland er omstridt. Miljøgrupper og flere politiske partier har krævet, at den 23. koncessionsrunde bliver udskudt, og at søgningen efter mere olie indstilles med henblik på Parisaftalen, som handler om at begrænse den globale opvarmning.

- Nye licenser til at søge efter olie i Barentshavet er på ingen måde bæredygtigt - hverken for havmiljøet eller for klimaet. Stortinget bør standse dem, siger Truls Gulowsen i Greenpeace Norge.

I den seneste tid har de lave oliepriser også skabt øget usikkerhed om projekterne i Barentshavet.

/ritzau/NTB