Norge håber på større indflydelse i EU

Norges nye statsminister, Erna Solberg, er tirsdag på sit første besøg i Bruxelles, hvor hun under møder med EU's topfolk blandt andet lægger op til, at Norge vil søge mere indflydelse - og også prøve at bilægge nylige stridigheder med EU.

Solberg nævner på et pressemøde med kommissionsformand José Manuel Barroso ikke selv den tidligere regerings omstridte norske brandbeskatning af importeret ost, kød og blomster.

Men Barroso kvitterer for den nye regerings forsøg på at fjerne de høje toldsatser, som er på 277 procent for alle undtagen 14 navngivne faste oste og på hele 429 procent for importeret lammekød.

- Den bilaterale handel er meget vigtig og til gavn for begge parter. Vi ønsker at styrke vores forbindelser.

- Jeg byder det derfor velkommen, at Norge har i sinde at gøre fremskridt på en række handelsspørgsmål, vi har haft på bordet på det seneste. Især hvad angår de eksisterende handelsforhold for ost og kød, siger Barroso.

Danmark er et af de EU-lande, der har udtalt sig mest kritisk over for den såkaldte norske ostetold, og europaparlamentariker Bendt Bendtsen (K) er i Norge blevet kendt som en af de mest kritiske røster.

Statsminister Solberg har i et interview med avisen Dagens Næringsliv forud for Bruxelles-besøget sagt, at EU er langt mere provokeret af ostetolden, end den tidligere regering har givet udtryk for.

- Når den tidligere regering sagde, at der her var et spørgsmål, EU ikke var optaget af, så er det noget vås. Hvis ikke de har hørt noget om det på deres møder, så må de have været meget tunghøre, siger Solberg.

Hun gør det over for avisen klart, at det gør det svært for Norge at få indflydelse i andre sager, når landet har fremstået som Europas rigeste og samtidig mest protektionistiske land. Hun siger, at ostetolden har tæret på forholdet.

Statsministeren siger, at det er afgørende for Norge at have et godt forhold til EU for at få indflydelse på andre sager af betydning for landet.

Det norske storting debatterede i sidste uge den nye regerings forslag til ændring i toldniveauet for ost og kødimport fra EU. Det er ifølge nyhedsbureauet NTB fortsat uklart, om regeringen kan samle flertal.

/ritzau/

Dagens Gossip