Norge mindedes sine ofre og markerede sine værdier

»Ondskab kan dræbe et menneske, men aldrig besejre et helt folk«. Sådan lød det fra statsminister Jens Stoltenberg dagen efter tragedien, og her - to år efter - er budskabet det samme.

»Handlingen 22. juli 2011 ramte selve trygheden i Norge. Dette finder vi os ikke i. Vi vil leve, som vi selv ønsker - i tryghed uden frygt. (...) Vi ser både i Norge og i andre lande, at hadefulde ytringer spredes. (...) Dette må vi stå op imod. Ingen ekstremister skal skræmme os fra at bevæge os frit, tænke frit og tale frit,« sagde Jens Stoltenberg i sin tale i regeringskvarteret i Oslo mandag formiddag.

Selv om statsministeren fik ros i ugerne og månederne efter angrebene, kom det sidste år frem, at myndighederne ikke havde handlet, som de burde, på den skæbnesvangre dag. Måske derfor følte Jens Stoltenberg sig nødsaget til flere gange at påpege, at myndighederne siden har arbejdet systematisk for at øge beredskabet, og at man har »evalueret, lært og handlet«.

Senere på dagen, i et kontrastfyldt billede af solskin og frygtelige minder, var pårørende samlet ved en enkel ceremoni på den lille kaj i Utvika.

Med Utøya i baggrunden holdt AUF-leder Eskil Pedersen en tale, hvor han blandt andet understregede, at ingen skal have dårlig samvittighed over at nyde livet.

»Vi hverken kan eller vil nogensinde finde mening i det, der skete, men vi kan finde mening i at leve videre og sætte pris på livet. Ingen skal have dårlig samvittighed over at ville nyde livet,« sagde Eskil Pedersen.

Han fortalte også, de 69 Utøya-ofre var samlet på øen for to år siden for blandt andet at diskutere tolerance.

»Had og ekstremisme findes i vores land og i vores verden, og det forsvinder ikke ved at være tavs. Derfor forsvarer vi i dag vores værdier og et lige så stærkt ønske om, at tolerance vil vinde over racisme og had,« sagde Eskil Pedersen.

Også Jens Stoltenberg talte til de fremmødte i Utvika, og ligesom Eskil Pedersen lagde han vægt på, at nordmændene må afstå fra at sprede fremmedfrygt, og at Norge har plads til alle.

»Vi skal stå for mangfoldighed,« lød det fra statsministeren, som derefter lagde kranse til ære for ofrene sammen med AUF-lederen efterfulgt af et minuts stilhed.

Efter ceremonien holdt 22. juli-støttegruppen en mindehøjtidelighed kun for pårørende og overlevende på selve Utøya, ligesom der i løbet af dagen blev holdt tre mindegudstjenester i Oslo Domkirke med deltagelse af blandt andre det norske kronprinspar.

Anders Behring Breivik blev i august sidste år idømt den strengeste straf i Norge for at dræbe i alt 77 mennesker: En forvaringsdom på op til 21 års fængsel. Dommen kan dog forlænges i en periode på fem år ad gangen og kan derfor ende som en livstidsdom i praksis.

Dagens Gossip