Norge nægter flygtninge fra Rusland realitetsbehandling

Personer, der krydser grænsen ind i Norge fra Rusland for at bede om asyl, skal fremover afvises uden realitetsbehandlinger. Det oplyser den norske justitsminister, Anders Anundsen ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Dette er asylansøgere, som vi mener ikke er i fare for at blive forfulgt i Rusland, og det er misbrug af asylsystemet, når disse vælger at rejse fra Rusland til Norge for at søge asyl, siger Anundsen.

- Der er givet klare ordrer fra justitsministeriet, om at sagerne skal behandles, mens asylansøgerne endnu befinder sig ved Storskog-grænsekontrollen.

Justitsministerens mål er, at de personer, der får afslag på realitetsbehandlinger, hurtigt skal sendes retur til Rusland.

Når en asylansøger ikke får realitetsbehandlet sin asylansøgning, betyder det, at myndighederne kan finde en årsag til at afvise asylansøgningen, inden de begynder undersøgelsen af, hvorvidt flygtningen er forfulgt i det land, vedkommende kommer fra.

Det norske justitsministerium oplyser, at myndighederne stadig vil lede sagerne igennem for at undersøge om nogle af asylansøgerne har et reelt behov for beskyttelse.

Arbeiderpartiet, der er i opposition til regeringen, kritiserer regeringen for at nøle med tiltag for at nedbringe behandlingstiden for asylansøgere, siger partiets ordfører, Stein Erik Lauvås.

- På mange områder har regeringen nølet og ikke fremstået som effektiv. Det er en regerings ansvar at handle, når udfordringerne er store. Hvorfor har statsrådet ventet så længe, spørger han.

Justitsministeren afviser, at regeringen har siddet på hænderne.

- Den holdning, som AP og stortingsflertallet havde indtil oktober, var, at Norge er et land med åbne arme. Regeringen har arbejdet benhårdt på at korrigere dette indtryk og indføre en række restriktive tiltag, siger Anundsen.

/ritzau/

Dagens Gossip