Norge opkøber ejendomme i USA i højt tempo

Skrevet af admin

24/09/2014

Dagens topnyheder

I årets første ni måneder har Norges oliefond opkøbt ejendomme i USA for over 20,3 milliarder kroner, hvilket gør Norge til den næststørste internationale opkøber af ejendomme i USA efter Canada.

Investeringerne i år er mere end dobbelt så store som sidste år, da Norge var rangeret som den sjettestørste udenlandske investor på det amerikanske ejendomsmarked, skriver Bloomberg Businessweek.

Det er først og fremmest erhvervsejendomme, som oliefonden finder interessante. I de foreløbig seneste investeringer har fonden købt andele i tre kontorbygninger på Manhattan og i Boston fra ejendomsselskabet Boston Properties Inc. for 1,5 milliarder dollar (8,7 milliarder kroner).

Norge, der har et mindre befolkningstal end New York City, bruger mange milliarder af kroner på opkøb af ejendomme globalt. I august meddelte oliefonden, der retteligt hedder Statens Pensjonsfond Utland, at den ville øge investeringer i ejendomme med 50 milliarder norske kroner årligt.

Ejendomsinvesteringerne sker hovedsageligt i 10 til 20 storbyer i USA, Asien og Europa.

Fonden, der er verdens største af sin slags, er også en af verdens største institutionelle investorer i aktier med et ejerskab på gennemsnitligt 1,25 procent af alle børsnoterede selskaber i verden.

Frem mod 2024 står Norges oliefond til at vokse med 3000 milliarder kroner.

/ritzau/