Norge overvejer at skjule asyladresser ligesom Sverige

Skrevet af admin

29/10/2015

Dagens topnyheder

Norge overvejer at følge svensk eksempel og fremover hemmeligholde adresser på asylansøgeres midlertidige boliger.

Årsagen til det svenske træk er, at der har været adskillige brande ved nuværende eller kommende modtagecentre for asylansøgere i landet, og politiet mistænker, at flere af dem er blevet påsat.

Ifølge norske VG overvejer Utlendingsdirektoratet (UDI) at følge i svenskernes fodspor.

- Ja, det overvejer vi, men vi har ikke konkluderet noget endnu, siger presserådgiver Kjersti Vaugelade-Baust hos UDI.

Direktoratet ønsker ikke at fortælle, hvorfor det går med tanker om at hemmeligholde adresserne, og det står ikke klart, om det også vil omfatte asylcentre, der allerede eksisterer.

- Vi diskuterer fortsat dette, så vi har ikke mere at tilføje, siger Kjersti Vaugelade-Baust.

I dag kan man, hvis man ønsker det, finde adresser på samtlige modtagecentre i Norge. Det samme er i øvrigt tilfældet i Danmark.

Sådan vil det altså ikke være fremover i Sverige, forklarede Migrationsverket - den svenske pendant til danske Udlændingestyrelsen - onsdag.

- Det vil ikke være muligt at få en komplet liste med adresser, hvor asylansøgere vil blive indkvarteret, sagde Mikael Ribbenvik, Migrationsverkets stedfortrædende generaldirektør, til Dagens Nyheter.

- Vi og politiet har øget sikkerheden de steder, hvor det vurderes, at der er behov for det. Samtidig ser vi, at sikkerhedsfirmaer har svært ved at udføre alle de opgaver, vi stiller dem, og politiet kan heller ikke være til stede ved alle vores faciliteter, lød det videre.

Sverige venter i år at modtage op mod 190.000 asylansøgere og regner med udgifter i den forbindelse på op til 29 milliarder svenske kroner.

/ritzau/NTB