Norge presser USA i tæt kamp ved ishockey-VM

Skrevet af admin

03/05/2015

Mest læste i dag

Norge var lørdag aften tæt på at skabe en overraskelse i gruppe B ved VM i ishockey i Tjekkiet.

Nordmændene tabte 1-2 til USA, som fredag indledte VM med en storsejr på 5-1 over Finland.

Norge kom endda foran 1-0 i første periode, da Morten Ask scorede, men USA's Trevor Lewis udlignede før periodens udløb.

I anden periode scorede amerikanernes Brock Nelson det, der viste sig at blive sejrsmålet.

USA har seks point efter to kampe i gruppe B, mens Norge er sidst uden point.

Nordmændene tabte fredag 2-6 til Ruslands regerende verdensmestre.

I samme gruppe vandt Hviderusland 4-2 over Slovenien.

Tidligere lørdag hentede Danmark et point i gruppe B, da holdet tabte 3-4 til Slovakiet efter straffeslagskonkurrence.

I gruppe A fik VM-værten, Tjekkiet, den første sejr, da det blev 4-2 over Letland.

Dermed kom tjekkerne op på fire point for to kampe.

Tyskland vandt 2-1 over Frankrig, mens Østrig overraskende besejrede Schweiz med 4-3 efter straffeslagskonkurrence.

/ritzau/