Norge skal fragte kemiske våben fra Syrien

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Norge vil bidrage med et civilt transportskib og en fregat til at sejle kemiske våben ud af Syrien, siger den norske udenrigsminister, Børge Brende.

- Det er et tilbud, vi har givet FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, Opwc, siger Brende.

Norge vil også bidrage med op mod 90 norske millioner kroner (omkring 80 millioner danske kroner) i økonomisk støtte til destruktionen af Syriens kemiske våben.

Fregatten skal fungere som militær eskorte for det civile transportskib.

Brende bebuder også, at Norge giver endnu 100 millioner norske kroner (omkring 90 millioner danske kroner) i humanitær bistand til Syrien og dets nabolande.

- Det er vigtigt at få fjernet og ødelagt disse kemiske stoffer så hurtigt som muligt, så masseødelæggelsesvåben ikke igen kan blive taget i anvendelse mod den syriske befolkning, siger den nye norske udenrigsminister.

Han præsenterede det norske bidrag i forbindelse med et møde med den amerikanske udenrigsminister, John Kerry i Washington DC.

Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben står og skal vedtage en detaljeret plan for destruktionen af Syriens kemiske våben og produktionsfaciliteter.

Ifølge FN har 9,3 millioner mennesker behov for humanitær bistand som følge af konflikten i Syrien. Af disse er 6,5 millioner mennesker internt fordrevne og 2,2 millioner er flygtninge i andre lande.

- Syrien har udviklet sig til en humanitær katastrofe af ufattelige dimensioner, og vi er forpligtet til at stille op, siger Brende.

Norge har i alt bidraget med 850 millioner norske kroner (761 millioner danske kroner) siden konflikten begyndte.

/ritzau/