Norge tager sikker VM-sejr over Danmarks bundrival

Det norske ishockeylandshold har meldt sig ud af nedrykningskampen ved VM i ishockey, efter at Norge fredag eftermiddag besejrede Slovenien med 3-1.

For Danmark var den norske sejr alligevel godt nyt, fordi slovenerne dermed fortsat er uden point i gruppe B inden holdets sidste to kampe.

Mindre behageligt set med danske øjne er det, at nordmændene tilsyneladende har genfundet deres velkendte styrke i powerplay inden mødet med Danmark lørdag.

Efter to overtalsscoringer i onsdags mod Slovakiet lavede Norge tre mod Slovenien, så for Danmark handler det om at holde sig langt væk fra straffeboksen lørdag aften.

Imponerende nok var hallen i Ostrava udsolgt til kampen mellem to hold, der ikke hører til i verdenstoppen, men der var national fridag i Tjekkiet, så mange ishockeygale fans benyttede lejligheden til at tage i skøjtehallen.

Nogen stor kamp blev de nu ikke vidne til. Der manglede tempo og intensitet, men publikum hyggede sig med at heppe på Tjekkiet, der i den samtidige kamp i gruppe A besejrede Østrig.

Det var Patrick Thoresen, der i det niende minut stod for Norges første mål, da han styrede pucken ind efter blot ni sekunder i overtal.

Slovenerne udlignede straks efter starten på anden periode, men Anders Bastiansen og Jonas Holøs gav nordmændene en 3-1-føring, som Slovenien ikke havde kvalitet nok til at true.

Slovenerne, som Danmark skal møde på mandag i det, der meget vel kan blive en direkte kamp om at undgå nedrykning, imponerede ikke.

Holdet har gode spillere - ikke mindst Los Angeles Kings-stjernen Anze Kopitar - men i egen zone manglede der konsekvens, og flere af slovenerne virkede en smule slidte efter nu fem hårde kampe.

Slovenien skal i sine sidste to kampe møde USA søndag eftermiddag og derefter Danmark mandag aften.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip