Norge vil brandbeskatte dansk ost

Gamle Ole er fredet. Men en lang række andre danske og øvrige udenlandske oste skal ifølge den norske regerings finanslovsforslag, der er fremlagt mandag, pålægges en told på hele 277 procent.

For lammekød bliver toldsatsen 429 procent, og for oksekød 344 procent.

- Det er helt uacceptabel at øge toldmuren, siger den danske handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og gør opmærksom på, at Norge er et af Europas rigeste lande.

Dyhr har stillet sig i spidsen for EU's front i toldkrigen med Norge, der begyndte i juni, da nordmændene med øjeblikkelig virkning hævede tolden på hortensiaer fra nul til 72 procent for at beskytte norske gartnerier.

Manøvren ramte især en gruppe fynske gartnere, der eksporterer hortensiaer til Norge.

Den voldsomme stigning i blomstertolden og udsigten til toldstigninger på de faste oste, som Danmark årligt sælger for 200 millioner kroner af til Norge, fik ministeren til at bede om støtte i EU.

Hun har siden fået opbakning fra flere andre EU-lande og fra EU-Kommissionen.

Den danske minister erkender, at Norges skridt egentlig ikke bryder juraen i hverken WTO handelsaftalen eller EØS-aftalen mellem EU og de tre EFTA-lande Norge, Island og Liechtenstein.

- Juridisk gør de ikke. Men ånden må man sige, at de krænker voldsomt, når der decideret står i EØS-aftalen, at man skal gå mod liberalisering på landbrugsområdet. Det er da det stik modsatte, siger Dyhr.

I EU-Parlamentet har blandt andre Bendt Bendtsen fra den konservative gruppe truet med gengæld.

- Det er tydeligt, at Norge ikke har respekt for andet end fisk, så jeg arbejder på at kunne lave en modreaktion på fisk, har Bendt Bendtsen sagt til det norske nyhedsbureau NTB.

Handelsministeren vil foreløbig blot sige, at hun nu vil tage sagen op i EU endnu en gang.

- Jeg synes, man skal passe meget på med at lave modreaktioner. Men vi er jo nødt til at tage det alvorligt med nordmændene. Men jeg kan ikke garantere for, hvad vores nabolande kommer til at sige - de kan jo godt ønske modreaktioner, f.eks. på laksen, siger Dyhr.

Dagens Gossip