Norges borgerlige partier går tilbage ved kommunalvalg

Skrevet af admin

15/09/2015

Mest læste i dag

De norske vælgere trækker mod venstre ved mandagens kommunalvalg i Norge.

Valgstederne lukkede klokken 21, og flere prognoser peger på, at de borgerlige partier går tilbage.

Den seneste prognose fra Kommunaldepartementet viser, at Arbeiderpartiet får 33,7 procent af stemmerne svarende til en fremgang på 0,5 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2011.

Statsminister Erna Solbergs parti, Høyre, mister omkring fire procentpoint og står til en opbakning på 23,5 procent. Det andet parti i regeringen, Fremskrittspartiet, går også tilbage.

Størst fremgang oplever Miljøpartiet De Grønne med en tilslutning på 4,7 procent. Ved valget for fire år siden fik partiet 0,9 procent af stemmerne.

Hvis de foreløbige resultater omsættes til et valg til Stortinget, ville Arbeiderpartiet kunne mønstre et flertal sammen med Senterpartiet og Sosialistisk Venstreparti. De tre partier ville få 86 pladser i Stortinget.

Den borgerlige blok, bestående af regeringspartierne Høyre og Fremskrittspartiet samt støttepartierne Kristeligt Folkeparti og Venstre, ville få 74 mandater, skriver nyhedsbureauet NTB.

/ritzau/NTB