Norges træner efter 1-5-lussing: Planen lykkedes

På måltavlen fik Norge smæk i EM-kvalifikationskampen ude mod Kroatien, men selv om det blev til et nederlag på 1-5, så lykkedes nordmændenes kampplan.

Det siger landstræner Per-Mathias Høgmo på en pressekonference efter kampen.

- Kampen blev faktisk, som vi havde ønsket. Vi fik de rum, vi havde planlagt.

- 5-1 er ikke noget godt resultat, men jeg synes, vi lykkedes med kampplanen. De scorede på afgørende fejl fra vores side, siger den norske landstræner.

Han tilføjer, at han ikke har set gengivelser af de fem kroatiske mål, og at han derfor ikke vil dvæle mere ved dem.

Landstræneren så flere positive norske takter.

- Vi tager en del positive ting med i dag. Stefan Johansen var strålende. Dette hold kommer til at vokse videre fremover i sæsonen, når folk spiller sig i form, og spillere kommer tilbage fra skader.

- I dag er der mange nuancer bag resultatet, og det tror jeg også, at spillerne ser. Jeg er overhovedet ikke nervøs for spillernes selvtillid, siger Per-Mathias Høgmo.

Midtvejs i EM-kvalifikationen er nordmændene efter både Kroatien og Italien. Der er dog stadig stor norsk tro på, at man kan holde fast i den tredjeplads, som giver retten til at spille to playoff-kampe om en EM-billet.

- Tre af de sidste fem kampe er hjemmekampe for os, og jeg føler, at vi har en god chance for at nå playoff, siger landstræneren.

Den blot 16-årige Martin Ødegaard spillede hele kampen for Norge. Dermed slog han rekorden som den yngste spiller i startopstillingen i EM-kvalifikationens historie.

Ødegaard sidder selv på rekorden som den yngste EM-kvalifikationsspiller i det hele taget. Nordmanden var 15 år og 300 dage, da han i efteråret blev skiftet ind mod Bulgarien.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip