Norsk cykelstjerne skifter til afrikansk hold

Skrevet af admin

27/08/2014

Mest læste i dag

Han har længe været rygtet til Bjarne Riis-holdet Tinkoff-Saxo, men nu har Edvald Boasson Hagen valgt sin nye arbejdsgiver, og det bliver ikke det dansk-russiske mandskab.

Efter fem år hos Sky skifter den norske toprytter til det sydafrikanske MTN-Qhubeka-hold, hvor han har underskrevet en toårig aftale.

- Jeg havde adskillige muligheder for fremtiden. Men efter nogle overvejelser er jeg kommet frem til, at det er dette hold, jeg allerhelst vil køre for, siger Edvald Boasson Hagen i en pressemeddelelse.

Nordmanden er ikke afskrækket af, at han skifter til et hold, der lige nu har status af Continental Pro-hold og dermed ikke er sikret adgang til alle de store løb i cykelkalenderen.

- De forstærker holdet til næste år, men allerede i år har de opnået wildcards til de fleste af de løb, jeg gerne vil køre. Holdet kører Vueltaen netop nu, og næste år satser det på Tour de France, forklarer nordmanden.

27-årige Boasson Hagen har tidligere i karrieren vundet to etaper i Touren og en enkelt i Giro d'Italia.

/ritzau/