Norsk imam udskrevet efter brutalt overfald

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

I Oslo er en 60-årig imam, som blev slået med en spids genstand, da han mandag aften var på vej fra sit hjem til moskeen for at lede aftenbønnen, blevet udskrevet fra sygehuset.

En søn af imam Nehmat Ali Shah oplyser til Norges TV 2, at hans far er udskrevet og hjemme igen.

Shah blev angrebet gentagne gange med en spids genstand uden for sit hjem omkring klokken 23 mandag aften. Familien til imamen siger, at de er i chok og håber, at politiet hurtigt finder frem til gerningsmanden.

Ifølge norsk TV 2 har politiet fået opgivet flere navne, som er under mistanke for at have begået overfaldet. Myndighederne har i første omgang fokus på tidligere konflikter i moskeen Central Jamaat Ahle-Sunnat.

Grete Lien Metlid ved Oslo politidistrikts sektion for vold og seksualforbrydelser siger, at politiet ikke ved, hvilket motiv der ligger til grund for det brutale angreb, og at alle muligheder holdes åbne i efterforskningen.

Der har været flere konflikter og episoder ved moskeen. I marts 2006 blev fire mennesker såret, da syv personer bevæbnet med knive og boldtræ trængte ind i moskeen og angreb en del af de tilstedeværende.

Aftenposten skriver, at den 60-årige imam Nehmat Ali Shah blev slået med en mindre økse, da han var på vej fra sin bolig til moskeen, mens VG skriver, at imamen var udsat for et knivangreb.

Et vidne til angrebet har ifølge den daglige leder af moskeen, Ghulam Sarwar, fortalt, at imamen blev angrebet bagfra og slået i ansigtet med en mindre økse eller kniv af en ukendt gerningsmand.

Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet.

Menigheden Central Jamaat Ahle-Sunnat blev grundlagt i 1977 og er med over 5000 medlemmer den største i Norge.

En ny moské med plads til 2500 personer blev åbnet i Motzfeldtsgade i Oslo i 2006 Menigheden fungerede oprindelig som samlingssted for førstegenerationsindvandrere fra Pakistan i Norge.

Miljøet omkring moskeen har i flere år været præget af magtkampe mellem medlemmer af menigheden. Centralt i uenigheden står to storfamilier, som ifølge Aftenposten støtter hver sin imam. Den ene af familierne har støttet offeret for mandagens angreb.

/ritzau/NTB