Norsk langrendsstjerne føler sig klar til VM

Skrevet af admin

17/02/2015

Mest læste i dag

Nordmændene er favoritter i næsten alle discipliner, men Sverige er på hjemmebane i Falun, og vil gøre alt for at slå deres nordiske naboer i langrend.

Det er op til navne som Johan Olsson og Marcus Hellner at tage medaljer hjem til Sverige, men det ser ud til at blive en svær opgave for de blågule skiløbere.

Den norske superstjerne Petter Northug nærmer sig fordums styrke og vil vise verden, at han er tilbage på toppen.

- Jeg føler mig godt tilpas. Jeg er rigtig godt forberedt til dette mesterskab, så nu glæder jeg mig bare til at komme i gang, siger han til langrenn.com.

2014 var et turbulent år for Petter Northug. I maj kørte han i alkoholpåvirket tilstand galt i sin Audi og blev dømt til 50 dages fængsel og en bøde på 185.000 norske kroner.

I sidste måneds etapeløb Tour De Ski i Italien måtte Petter Northug på sidstedagen se sig slået af landsmanden Martin Johnsrud Sundby, men han viste, at VM-formen er ved at være på plads.

Norge har i år domineret World Cup'en i langrend. De seks øverste pladser i damernes World Cup indtages af kvinder med norsk pas, mens det hos mændene er tre ud af de seks øverste pladser, nordmændene sidder på.

Danmark repræsenteres i Falun af Jens Hulgaard, Lasse Hulgaard, Karl Peter Kristensen, Martin Møller, Ture Lange Nielsen og Tue Rømer.

/ritzau/