Norsk mullah kræver 200.000 i erstatning efter retssag

Skrevet af admin

19/04/2016

Mest læste i dag

Mullah Krekar, en i Norge meget omstridt islamist, kræver 200.000 i erstatning af staten, efter at han i marts ved landsretten blev frikendt for trusler.

Krekar varslede sit krav til staten allerede dagen efter frifindelsen, og nu er kravet formelt ifølge hans advokat Brynjar Meling.

Mullahen har siddet varetægtsfængslet i mere end et halvt år.

Ifølge advokaten kræver Krekar 200.000 norske kroner i oprejsning, da retssagen mod ham har ødelagt hans gode navn og rygte.

- Der er to forhold, som begrunder oprejsningen. Det ene er det antal dage, han har siddet inde. Og så er det jo sådan, at man også får oprejsning, når man får ødelagt sit gode navn og rygte, siger Meling til norsk TV2.

Advokaten peger på, at loven er lige for alle. Krekar må derfor antages, uanset om man finder det provokerende, at være berettiget til erstatning for uretmæssig retsforfølgelse.

Juryen i landsretten mente i modsætning til dommerne i byretten i Oslo, at det ikke var tilstrækkeligt bevist, at Krekar havde fremsat trusler og opfordret til strafbare handlinger mod kurderen Halmat Goran i et interview på NRK.

Krekar er dømt til at betale 40.000 kroner i erstatning til Goran, selv om Krekar blev frikendt for trusler mod kurderen, skriver Aftenposten.

Brynjar Meling siger til avisen, at Krekar vil anke dommen. I byretten blev Krekar dømt til at betale 75.000 kroner til kurderen. Men det beløb blev nedsat i landsretten, da Halmat Gorans egne handlinger var årsag til truslerne.

/ritzau/NTB