Norsk OL-vægtløfter er seneste meldonium-synder

Skrevet af admin

06/04/2016

Dagens topnyheder

Det er ikke kun de russiske atleter, som er blevet ramt af ulovliggørelsen af det præstationsfremmende stof meldonium.

Onsdag bekræfter den norske vægtløfter Ruth Kasirye, at hun i januar er blevet testet positiv for det forbudte stof, der har været på dopinglisten siden årsskiftet.

Ifølge vægtløfteren var det under en hospitalsindlæggelse i Uganda i julen, hvor hun besøgte sin familie, at hun har fået meldonium i noget medicin for behandling af sygdom.

- Jeg tager det fulde ansvar i denne her sag. Det er mit ansvar at tjekke, hvad jeg får i mig, og jeg burde have underrettet min træner og vægtløftningsforbundet om min indlæggelse og medicinering, siger Kasirye i en pressemeddelelse ifølge NTB.

- Det gjorde jeg ikke, og nu må jeg tage konsekvensen.

Kasirye, som nu er 33 år, har været et stort navn i norsk atletik gennem mange år. I 2008 fik hun det ærefulde hverv at bære den norske fane ved OL-åbningsceremonien i Beijing.

I 2007 opnåede hun sit største resultat, da hun fik sølv ved europamesterskaberne.

Nu kan hun se frem til en dopingsag, og hun er med øjeblikkelig virkning blev suspenderet.

/ritzau/