Norsk oliefond sagsøger Volkswagen for dieselfusk

Skrevet af admin

16/05/2016

Mest læste i dag

Norges stenrige oliefond har besluttet at sagsøge Volkswagen, VW, efter afsløringerne af bilfabrikantens snyd med, hvor meget en stor del af dens dieselbiler forurener.

Det skriver Financial Times ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

- Vi har fået at vide af vores advokater, at selskabets opførsel åbner for juridiske krav i henhold til tysk lov. Som investor er det vores ansvar at beskytte fondens ejerandel i Volkswagen, siger investeringsdirektør Petter Johnsen i Norges Bank Investment Management til avisen.

Norges Bank er den norske centralbank, som står for den operative forvaltning af pengene i fonden.

VW, der er verdens største bilfabrikant, står allerede over for en række søgsmål fra aktionærer, som kræver erstatning for det kraftige kursfald i selskabets aktie, som skandalen har ført til.

Dertil kommer en række sager, som blandt andet bilejere og forhandlere har anlagt.

VW har sat 16,2 milliarder euro af til at dække mulige bøder, søgsmål og udgifter til tilbagekaldelse af bilerne, og industrigiganten måtte sidste år bogføre sit første underskud siden 1993.

Den norske oliefond, der formelt hedder Statens pensjonsfond, har tidligere kritiseret ejerstrukturen i Volkswagen. Fonden ejer 1,64 procent af selskabets aktier ifølge Bloomberg. Det er en aktiepost, som ved udgangen af 2015 var cirka 750 millioner dollar værd.

Oliefonden er ifølge Financial Times skeptisk over for VW-ledelsens påstand om, at en række ansatte handlede på egen hånd.

- VW-ledelsen burde have kendt til indretningen for at manipulere med motorerne, siger Petter Johnsen.

Statens pensjonsfond sidder på en pengetank på knap 6000 milliarder danske kroner og menes dermed at være en af verdens største fonde.

Den har investeret knap to procent af sine midler i europæiske aktier og er dermed den største aktieejer i hele Europa.

/ritzau/NTB