Norsk politi anmeldt for dyremishandling: Aflivede kat med knipler

Skrevet af Jesper Larsen

14/10/2015

Mest læste i dag

Et billede af en gruppe norske politifolk der er i gang med at aflive en kat med knipler, har nu ført til en politianmeldelse for dyremishandling fra Dyrebeskyttelsen.  

Betjentene var blevet kaldt ud, fordi katten var blevet påkørt af en bil. 

Men i stedet for at ringe efter en dyrlæge, valgte betjentene at aflive den på stedet med deres knipler. 

Og det har nu ført til, at de er blevet anmeldt for dyremishandling. 

- Det er er grov overtrædelse af loven om dyrevelfærd og en overtrædelse af reglerne om, hvordan man afliver hunde og katte. Vi er glade for, at politiet rykkede ud for at hjælpe den påkørte kat, men hvad de gjorde bagefter er under al kritik, siger daglig leder af Dyrebeskyttelsen i Norge, Linn Krogstad, til Dagbladet.

- Politiet skulle have bragt katten til en dyrlæge, og hvis de var nødt til at aflive den på stedet, skulle de have fulgt gældende regler. Politiet har brudt loven i denne sag, og derfor har vi valgt at anmelde dem, siger Linn Krogstad. 

Ifølge øjenvidner slog betjentene katten med knipler 3-4 gange over en periode på fem minutter, før den døde. 

Men ifølge politiet selv, var der ikke andre måder at gøre det på. 

- Vi fik en melding om en kat, der var påkørt. Patruljen vurderede, at det var nødvendigt at aflive den på stedet, da lidelserne var meget voldsomme. Vi forstår, at det kan se brutalt ud for forbipasserende, men det var en konkret vurdering, siger operationsleder ved Saløten politidistrikt i Bodø, Odd Ivar Pettersen, til Dagbladet. 

- Det er aldrig rart at måtte gøre sådan, men af og til er det nødvendigt, siger han.