Norsk politi vil gennemgå Scandinavian Star-brand på ny

Politiet har nedsat en gruppe på otte personer, som skal stå for arbejdet, forklarer politimester Hans Sverre Sjøvold.

»Vi har nedsat en arbejdsgruppe bestående af dygtige efterforskere fra politidistriktet i Oslo, Kripos (Kriminalpolitiet, red.) og Økokrim (afdelingen for Økonomisk Kriminalitet, red.). Arbejdet vil pågå frem mod nytår, hvor de vil komme med en anbefaling af, om der skal åbnes ny efterforskning i sagen,« siger han til vg.no.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Det er 23 år siden, branden hærgede færgen og kostede 159 mennesker livet. Siden har overlevende og pårørende gang på gang krævet sagen genåbnet, men hidtil forgæves. En dansk mand, der døde i branden, fik efterfølgende skylden for at have påsat den. Men den forklaring er der mange, der har vendt sig imod. De mener, at sagen skal undersøges på ny, og det er delvist derfor, arbejdsgruppen nu undersøger sagen, forklarer Hans Sverre Sjøvold.

»Det er i hvert fald en erkendelse af, at der er kommet så mange spekulationer om fakta i sagen, at jeg synes, at det er højst rimeligt med en ny gennemgang,« fastslår politimesteren.

Læs også: Eksperter sår tvivl om dødsbrand på Scandinavian Star

I april fremlagde en selvbestaltet ekspertgruppe nye beviser for, at det ikke - som det hidtil har været hævdet af politiet - kunne have været den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen, der stod bag branden.

Ekspertgruppen peger i stedet på en gruppe af besætningsmedlemmer, som angiveligt hjalp branden med at sprede sig på skibet. Ifølge ekspertgruppen var det formentlig bestilt arbejde fra skibets reelle ejer, et amerikansk selskab, som kort før branden havde overforsikret skibet.

Politiet vil ikke gennemføre nye afhøringer i sagen, før arbejdsgruppen kommer med indstillingen til den norske Rigsadvokat. Den nye gennemgang vil i stedet tage udgangspunkt i det eksisterende efterforskningsmateriale.

Dagens Gossip