Norsk politiker sigtet i narkotikasag

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Den konservative norske statsminister Erna Solbergs stedfortræder i Stortinget, Erik Skutle, er sigtet i en narkosag, idet han har erkendt brug af hash. Det kolliderer med den norske lovgivning.

- Høyres stortingsgruppe er vidende om, at en af vores repræsentanter, Erik Skutle, ved en afhøring hos politiet har erkendt brug af hash i et enkelt tilfælde, oplyser Høyres parlamentariske leder, Trond Helleland.

Helleland kalder det for et alvorligt tillidsbrud over for partiet og Høyres stortingsgruppe. Men han siger, at det samtidig er vigtigt at værne Skutle og forsøge at bistå ham på den bedst mulige måde.

- Jeg har været i kontakt med ham, og han har det efter omstændighederne godt. Han erkender at have gjort noget ulovligt og beklager det grove tillidsbrud, tilføjer Helleland over for nyhedsbureauet NTB.

Erik Skutle er stedfortræder i Stortinget for Erna Solberg. Han var kun 23 år, da han blev valgt ind i den norske nationalforsamling.

Onsdag i denne uge gik Skutle ud i avisen VG med et forslag om, at cannabis burde kunne sælges på apoteket og de statslige alkoholforretninger, Vinmonopolet.

- Jeg siger ikke, at narkotika er ufarligt. Det er det naturligvis ikke. Det er skadeligt. Ingen betvivler det. Men jeg tror, at der er større chance for at kontrollere og reducere brugen af narkotika ved at sælge det lovligt frem for at have et totalforbud, sagde Skutle til avisen.

Da han blev spurgt, om han havde brugt narkotika selv, svarede han på følgende måde:

- Det ønsker jeg ikke at kommentere. Jeg bruger ikke narkotika på nogen som helst måde. Jeg forholder mig til de love, der gælder til enhver tid, sagde Skutle til avisen.

Statsminister Erna Solberg har tidligere gjort det klart, at der er nultolerance for brug af narkotika i Høyres stortingsgruppe.

/ritzau/NTB