Norsk rævesang topper Youtube i 2013

278.565.797. Så mange gange er der blevet klikket på duoen Ylvis' video "The Fox (What Does the Fox Say)" på Youtube, og det gør den til den videodelingssidens "Top Trending Video" i 2013.

Sangen blev første gang sendt på tv-kanalen TV Norge, hvor komiker-brødrene Bård og Vegard Ylvisåker - der går under kunstnernavnet Ylvis - har deres eget talkshow.

Efterfølgende blev den uploadet på videodelingssiden, og så tog det fart for de to brødre, der nu kan kalde sig verdensberømte.

- Det har været nogle vanvittige måneder. Vi har været i Jimmy Fallons talkshow, det var ret stort, og vi skal til Hong Kong og spille, det bliver også en vild oplevelse, fortæller duoen Ylvis til Newspaq.

De havde aldrig regnet med, at en fjollet sang om, hvordan ræve kommunikerer, kunne blive så populær.

- Vi har ingen idé om, hvorfor den er blevet så stort et hit, hvis vi vidste det, så havde vi lavet den noget før. Og så havde vi lavet en til, siger de to brødre, der har haft overordentligt travlt siden videoen eksploderede på nettet.

Men det er ikke kun hårdt arbejde at være verdensstjerne - der følger også en masse goder med, har de opdaget. Og dem håber de at få endnu flere af i 2014.

- Vi håber at kunne få mere fritid og flere gratis glæder - flere gratis burgere, mere gratis spa og rolige dage med familien, fortæller de.

I kategorien mest sete musikvideo topper den sydkoreanske charmetrold Psy med hittet "Gentleman", der er blevet set knap 600 millioner gange.

Se den norske ræve-video her:

Newspaq

Dagens Gossip