Norsk sprinter snupper årets fjerde sejr

Den norske sprinterstjerne Alexander Kristoff (Katusha) har allerede vundet fire etapesejre i 2016.

Det står klart, efter at Kristoff torsdag vandt tredje etape i Tour of Oman, som blev afgjort efter en massespurt. I sidste uge vandt Katusha-profilen tre etaper i Tour of Qatar.

Kristoffs stedfar og træner, Stein Ørn, sender store roser af sted mod den nye danske holdkammerat Michael Mørkøv, som kører Kristoff frem i massespurterne.

- Alexander har trænet fem procent mere end i fjor, men han skal ikke have al æren for fremgangen. Han har aldrig haft et bedre hold omkring sig end i denne sæson, siger Stein Ørn til det norske nyhedsbureau NTB.

- Danskeren Michael Mørkøv er en god tilføjelse, og han er mere end en erstatning for Luca Paolini. Mørkøv har været helt central i den proces, som har været i gang omkring Alexander.

Hollandske Moreno Hofland (LottoNL-Jumbo) forsøgte ihærdigt at snuppe etapesejren, men kunne ikke hamle op med Kristoff og endte på andenpladsen. Belgieren Roy Jans (Wanty) blev treer.

Den norske succes i Oman slutter ikke med Kristoffs etapesejr. Landsmanden Edvald Boasson Hagen (Dimension Data) fører fortsat løbet samlet med fire sekunder ned til den tidligere Tour de France-vinder Vincenzo Nibali (Astana).

Der er lagt op til en afgørende etape om den samlede sejr, når fredagens fjerde etape over 177 kilometer slutter med en bakketop.

/ritzau/

Dagens Gossip