Norsk sprinter spurter sig til Flandern Rundt-triumf

Skrevet af admin

05/04/2015

Dagens topnyheder

For andet år i træk kan den norske Katusha-rytter Alexander Kristoff fejre en stor klassikersejr.

I 2014 vandt han Milano-Sanremo, og søndag fulgte Kristoff op med en endnu større sejr, da han vandt den 99. udgave af brostensklassikeren Flandern Rundt.

Kristoff vandt det 264 kilometer lange løb ved at besejre hollænderen Niki Terpstra (Etixx-Quick Step) i den afsluttende tomandsspurt.

For få dage siden viste Kristoff, at formen var på plads ved at vinde Tre Dage ved Panne, og søndag viste han enorm styrke i karrierens måske største triumf.

Dermed udnyttede han, at to af de største brostenskonger Fabian Cancellara (Trek) - vinderen af de to seneste udgaver af Flandern Rundt - og Tom Boonen begge var ude af stand til at stille op.

Kristoff og Terpstra slap afgørende fri med godt 20 kilometer tilbage og var ikke til at stoppe.

Tidligere i løbet havde et af de danske islæt, Lars Bak (Lotto-Belisol), været med til at præge løbet i den første del, da han var med i et udbrud, der på et tidspunkt havde mere end fem minutter ned til feltet.

Jesse Sergant var også med blandt de syv udbrydere, mens hans drømme om et stort resultat blev slukket, da han blev kørt ned af en neutral servicebil. Sergant måtte udgå - sandsynligvis med et brækket kraveben.

Det var dog ikke den eneste gang, at en servicebil var impliceret i et uheld. En anden servicebil ramte franske Sebastien Chavanel, da han fik hjælp af en af FDJ-holdets egne biler. Også han måtte udgå af løbet.

Med 50 kilometer tilbage af løbet måtte Lars Bak sande, at hans tid som udbryder var slut, og så kunne løbets største favoritter i stedet begynde deres positionskamp op til finalen.

Kristoff og Terpstra slap af sted, og med 20 kilometer tilbage havde de et halvt minut ned til forfølgerne.

Terpstra vidste, at han skulle af med den stærke afslutter Kristoff, men hollænderens forsøg på at køre fra nordmanden lykkedes ikke. Kristoff var ganske enkelt for stærk, viste det sig blandt andet på den sidste tur op ad Paterberg.

Den brugte belgieren Greg Van Avermaet (BMC) som afsæt til at stikke fra feltet, og han fik følgeskab af slovakken Peter Sagan fra Tinkoff-Saxo. Sammen indledte de en jagt på de to forreste.

De kunne dog ikke fange Kristoff og Terpstra, der kørte sammen ind på opløbsstrækningen.

Her åbnede Terpstra spurten, men Kristoff havde ingen problemer med at overtage føringen og tage sejren.

Greg Van Avermaet og Peter Sagan kom kort efter ind over målstregen som nummer tre og fire.

/ritzau/