Norsk by står i flammer: Ilden er ude af kontrol

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

En storbrand hærger natten til søndag en mindre norsk by, Lærdal. Hundredvis af mennesker er evakueret, og adskillige huse står i flammer.

På grund af kraftig blæst i området er ilden ude af kontrol ifølge den seneste melding klokken 03:30.

- Det er en katastrofe, siger Jan Geir Solheim, borgmester i Lærdal.

Risikoen for, at ilden spreder sig - blandt andet til en benzinstation - er stor.

- Det er et rent inferno. Flere huse står i brand, og det brænder også kraftigt op langs fjeldsiderne. Vinden er ekstrem stærkt, og folk bliver bedt om at holde sig væk, siger et øjenvidne til Bergens Tidende.

- En Esso-station (tankstation, red.) ligger faretruende nær flammerne i vindretningen. Og så har vi en enestående bebyggelse med 170 træhuse i et fredet området, men lige nu er det ikke vores prioritet. Det er liv og helbred, siger borgmesteren.

Mandskab fra samtlige brandstationer i området forsøger at få kontrol med branden, der begyndte lørdag aften omkring klokken 22:30.

- Det blæser kraftigt fra øst, og branden breder sig. Brandmandskabet har ikke kontrol over flammerne. Vi har indledt en stor evakuering, siger operationsleder Per Rimmen fra politiet i distriktet Sogn og Fjordane.

Strømmen er gået i byen, og en journalist fra en lokal avis siger, at et område på omkring 200 meter er dækket af flammer.

Ilden befinder sig kun 100 meter fra den lokale kirke, men på grund af vindretningen er bygningen ikke umiddelbart i farezonen.

Indtil videre er to personer blevet indlagt med røgforgiftning.

- Men det tal vil sandsynligvis stige. Der er meget røg og vind i området, siger politiadvokat Jørn Lasse Refsnes.

Andre øjenvidner fortæller, at luften er tyk af aske og kugler af ild ses i nattemørket.

/ritzau/NTB