Norske bryllupper hitter på vestjysk herregård

Norske brudepar er begyndt at holde deres fest på herregården Nørre Vosborg i Vestjylland. De kommer sammen med deres gæster fredag, gifter sig lørdag og rejser hjem søndag. Den trafik skal nu gøres meget større, mener Holstebro Kommune.

Det danske turistkontor i Oslo ser derfor på mulighederne for vestjysk bryllupsturisme sammen med Holstebro Kommune. I fjor giftede to norske par sig på Nørre Vosborg vest for Holstebro. I år er det sket fem gange. Nu skal det være mange flere.

Omgivelserne på Nørre Vosborg rummer romantik på enhver måde. Marketingchef Anne Cathrine Aasen fra VisitDenmark i Oslo bekræfter, at mange nordmænd holder bryllup i udlandet. Blandt andet på grund af meget høje priser på norske hoteller. Derfor kan festen holdes billigere, selv om hele selskabet skal rejse til Danmark.

Det vil give langt mere omsætning i Vestjylland, hvis nordmænd gifter sig her:

- Det giver meget mere omsætning i Danmark, end at to turister lejer cykler i tre dage i Vestjylland, siger erhvervskonsulent Mikael Oddershede fra Holstebro Kommunes Enhed for Erhvervs- og Turismeudvikling.

En delegation fra Holstebro mødtes for nylig med VisitDenmark i Oslo i forbindelse med et vestjysk eksportfremstød i den norske hovedstad. Med olieindtægterne er Norge ved at udvikle sig til et af verdens mest velhavende lande, og mange familier har råd til at investere i store bryllupper.

En ny norsk hjemmeside om bryllupper har på kort tid fået 100.000 brugere.

Dagens Gossip