Norske gravide advares mod at rejse til Miami

Skrevet af admin

02/08/2016

Mest læste i dag

Gravide norske kvinder bliver nu decideret frarådet at rejse til millionbyen Miami i Florida, efter at flere tilfælde af zikavirusset er blevet registreret i den amerikanske stat.

- Flere tilfælde af zikafeber i en bydel i Miami betyder, at sundhedsmyndighederne ændrer deres rejseråd til Florida. Gravide frarådes at rejse til Miami, og personer, som har opholdt sig i Miami, bør tage deres forholdsregler, efter de er hjemvendt, oplyser myndighederne.

Der er rapporteret om i alt 14 tilfælde af zikavirusset i Miami, hvor alle tilfælde har været registreret i bydelen Wynwood.

Også de amerikanske sundhedsmyndigheder advarer gravide mod at rejse til bydelen.

Det amerikanske center for sygdomskontrol (CDC) har udstedt en advarsel, der gælder for alle, der har rejst til området efter 15. juni.

Det baserer myndighederne på, at man tidligst kan få symptomer på virusset to uger efter, at man er blevet stukket af myggen, der bærer smitten.

Floridas guvernør, Rick Scott, oplyste mandag, at man har konstateret ti nye tilfælde af smitten i bydelen siden fredag.

Tidligere er der registreret flere end 1600 smittede i USA. Men det er første gang, de amerikanske myndigheder har registreret smittede, der menes at have fået virussen fra lokale myg.

Amerikanske sundhedsmyndigheder har tidligere slået fast, at der ikke hersker nogen tvivl om, at det myggebårne virus er årsag til medfødte misdannelser hos fostre.

Det gælder eksempelvis tilstanden mikrokefali, hvor børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor kan udvikle hjerneskader.

Også de britiske sundhedsmyndigheder har advaret gravide mod at tage unødvendige rejser til Miami.

I alt er 53 mennesker i Storbritannien blevet behandlet for virusset.

I Danmark har Sundhedsstyrelsen endnu ikke meldt noget ud.

/ritzau/NTB