Norske jægere skyder to elge - sekunder senere indser de deres kæmpe fejl

Skrevet af Ninna Andreasen

19/10/2015

Dagens topnyheder

En gruppe jægere i det nordlige Norge er blevet lidt af et fænomen på nettet, efter det i netavisen The Local kom frem, at deres elgjagt endte på en temmelig spøjs facon.

Jægerne skød nemlig to elge på turen. Sekunder senere opdagede de dog, at de havde skudt igennem hegnet til en zoologisk have.

- Jeg reagerede med mistro, og de første få sekunder efter var temmelig uvirkelige, siger Heinz Strathmann, der er direktør i Polar Park-zooen i byen Narvik.

- Jeg synes, det er meget trist, og det er ikke i orden. Vi havde fem elge, nu har vi kun tre, tilføjer han.

Det var jægerne selv, der ringede og fortalte zooen om deres fejlskud. De forklarede, at deres jagthund havde formået at komme ind i aflukket, hvor elgene var. Midt i jagten havde jægerne simpelthen ikke opdaget, at de skød inde i en zoo.

Læs også: Emma spiser 20 køkkensvampe om dagen

Trods fejlen ser det ikke ud til, at de to mænd bliver straffet.

- Det er en beklagelig fejltagelse, der bliver begået i forbindelse med lovlig jagt uden for parken. Fejlen var fatal, men alle forstår, at det overhovedet ikke var med vilje, siger Arne Nysted fra Troms Kommunes svar på naturstyrelsen.

Den zoologiske have vil kræve kompensation for de to elge, mens politiet er ved at undersøge sagen og derfor ikke vil udtale sig.

Følg Dagens Mærkelige Nyheder for flere lignende artikler: