Norske kvinder rydder bordet i langrend

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

OL i Sotji begyndte skuffende for nordmændene på langrendsløjpen, men på det seneste har de taget hævn, og lørdag gjorde de det effektivt.

Marit Bjørgen, Therese Johaug og Kristin Størmer Steira sørgede for, at det kun er det norske flag, som blafrer ved medaljeceremonien efter kvindernes 30 kilometer.

De tre norske kvinder satte et højt tempo fra start, og sørgede for, at konkurrenterne de første 10 kilometer ikke kunne gøre andet end at hænge på. Derefter faldt de fra, og de havde 50 sekunders forspring med 10 kilometer tilbage.

På opløbsstrækningen måtte Marit Bjørgen og Therese Johaug spurte om guldet, mens den senere bronzevinder måtte slippe sine to landsmænd kort forinden.

Guldmedaljen gør Marit Bjørgen til den tredjemest succesrige idrætsudøver ved Vinter-OL nogensinde. Hun er nu oppe på 10 OL-medaljer - seks af guld, tre af sølv og en af bronze. Kun hendes landsmænd Ole Einar Bjørndalen og Bjørn Däehli har vundet mere.

Norge topper medaljestatistikken og har nu vundet 11 guldmedaljer og i alt 25 medaljer i Sotji. Det er ifølge nyhedsbureauet NTB foreløbig Norges næstbedste guldfangst nogensinde og næstbedste medaljefangst nogensinde.

/ritzau/