Norske soldater i åben bombe-kamp i Kabul

Tre politifolk og tre selvmordsterrorister er dræbt efter et angreb mod en regeringsbygning i Afghanistans hovedstad, Kabul, oplyser myndighederne.

Angrebet har varet i mere end seks timer, og der er efterfølgende udbrudt kampe i gaderne mellem regeringssoldater og talibanoprørere.

Ifølge det norske forsvar er sikkerhedsstyrker fra Norges mission i Afghanistan på stedet for at vejlede det afghanske politi i kampen mod oprørerne.

- Angrebet er pågående, og det afghanske specialpoliti er rykket ud og er i kamp med oprørerne. Forsvarets specialkommando er med dem som vejledere, siger Bent-Ivan Myhre, som er pressetalsmand for den norske forsvarschef, til nyhedsbureauet NTB.

Tidligt mandag kunne røgskyer fra eksplosioner og geværskud ses og høres i den vestlige del af Kabul efter angrebet mod bygningen, der huser byens færdselspoliti.

En talsmand for Taliban bekræfter, at bevægelsen står bag angrebet.

- I dag klokken fem trængte et antal mujahedin-martyrer ind i en regeringsbygning tæt på et amerikansk øvelsesområde. Der pågår fortsat hårde kampe, hedder det i en sms-besked fra talsmanden Zabihullah Mujahid til medierne.

En time efter det første angreb kørte en fjerde gerningsmand en bil ind på det samme område og detonerede en bombe.

- Der er brandbiler, ambulancer og politi overalt, fortæller et øjenvidne, som siger, at det brænder i de øverste etager i den offentlige bygning.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip