Norske toldere destruerer 100 falske Wegner-stole

Toldmyndighederne i Norge går håndfast til værks over for beslaglagte kopivarer.

Tidligere i år fandt toldere et stort parti falske designstole i en container fra Kina. Stolene, der skulle forestille at være ægte danske designmøbler, er nu blevet destrueret, skriver det norske toldvæsen på sin hjemmeside.

Der var tale om kopier af "The Chair", som blev tegnet af den danske møbelarkitekt Hans J. Wegner i 1949.

Tolderne kontaktede den danske møbelfabrik PP Møbler, som ejer rettighederne til det berømte siddemøbel, og fik grønt lys til at destruere stolene.

- Alle falske mærkevarer, som vi støder på, vil blive destrueret, hvis rettighedshaveren forlanger det, siger Thore Simenstad fra toldmyndighedernes presseafdeling til Dagens Næringsliv.

De i alt 100 stole, der skulle bruges på en restaurant, blev opdaget i Ålesund i maj. Møblerne ville ifølge toldmyndighederne have en værdi på 2,8 millioner norske kroner - hvis der var tale om den ægte vare.

Ifølge norsk lovgivning er det tilladt at importere kopiprodukter - men kun til privat brug.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip