Norwegian afviser is-problemer med Dreamliner-fly

Skrevet af admin

29/11/2013

Mest læste i dag

Det nordiske lavpris flyselskab Norwegian afviser, at det har problemer med isdannelser i motorerne på dets tre Dreamliner-fly, som bruges på lange distancer.

Meldingen kommer efter, at luftfartsmyndigheden Federal Aviation Administration (FAA) i USA har advaret mod, at der kan opstå problemer med isdannelser i motorerne i høje luftlag, og som kan føre til nødlandinger.

Men det gælder ikke motorerne i de Dreamliner-fly, som Norwegian flyver med, oplyser kommunikationskonsulent i flyselskabet Daniel Kirchhoff.

- Motorerne i de Dreamliner-fly, vi benytter, er fra Rolls-Royce. Dreamliner-flyene fås i udgaver med to forskellige slags motorer - Rolls-Royce og motorer fra General Electric, og det er i de sidstnævnte, der kan opstå problemer, siger Daniel Kirchhoff.

Problemet med isdannelser i motorerne blev offentlig kendt for en uge siden, da Boeing meddelte, at flyfabrikken havde udsendt et notat om risikoen for isdannelse i motorerne og deraf følgende tab af kraft.

Boeing og Generel Electric, der leverer flyenes motorer, sagde, at der var tale om seks tilfælde af isdannelse, men i FAA's skrivelse er der tale om ni.

FAA's optælling er højere, fordi den også omfatter episoder, hvorunder motorerne begyndte at vibrere under iskrystaluvejr, men uden at miste kraft, oplyser GE's talsmand Rick Kennedy i en e-mail.

Luftfartsselskabet Japan Airlines (JAL) har meddelt, at det på grund af problemet erstatter Boeing 787 Dreamliners på to ruter. United Airlines er det eneste amerikanske luftfartsselskab, der for tiden flyver med 787'ere, agter ikke at foretage nogen ændringer.

Boeing og General Electric siger samstemmende, at de arbejder tæt sammen med FAA for at få løst problemet.

/ritzau/